Uge 1

Tirsdag 24.02.09
Daniel i Kuvøse, lille og fin.
Vi følger med så godt vi kan følelsesmæssigt – fordøjer de informationer vi får givet, finder os lidt til rette.
Sidder ved siden af kuvøsen og forsøger at forstå – forstå at det faktisk er NU vi er blevet forældre til det lille væsen, som ligger så fredeligt derinde i kuvøsens varme..
I går lå han i min mave, og skulle jo egentlig have ligget der knap 7 uger endnu..
Men til verden ville han, trods forsøg på at stoppe veerne og udsætte det lidt..

Onsdag 25.
Vågner og er følelsesmæssigt meget overvældet – i dag kommer tårerne vist bare til at trille frit – som om realiteterne først lige går op for mig. Sjælen følger langsomt trop. Især tanken om hvor længe vi faktisk kommer til at være her på sygehuset, det at vi jo ikke sådan lige skal hjem i vante omgivelser om nogle dage… Jeg er blevet MOR! (?) – Det varer vist lige noget tid før DET rigtigt synker ind..
Daniel er flyttet ind på en anden stue.
Vi finder os til rette, jeg får lidt info og sætter gang i at malke ud.
Jeg lærer at pusle ham inde i kuvøsen.
Efter at have fået tøj på og været hos mig, får han lov at flytte ud af kuvøsen og over i en vugge med varmepude.. En lille fin strikhue får man også på..
Resultaterne af diverse prøver og tests ser alle gode ud – hans svaghed ligger i at han har svært ved at tåle den mælk han får gennem sonden (så sukkervand, væske og næring, tilføres via drop), samt at han har nogle korte pludselige ”drop” i åndedræt som om han ikke husker at trække vejret. Disse ting arbejdes der med løbende at finde forklaring og håndtering af.

Torsdag 26.
Har sendt Ulrik på arbejde.
Daniel bliver skiftet, får taget blodprøver, målt blodtryk og får ekstra pulstjek med elektroder.
Kommer over til mig og putter, sutter lidt på bryst, falder næsten i søvn inden han lægges i vuggen igen, så jeg kan malke ud.
Dagens første malkning giver bonus – sikkert efter at have siddet med ham – faktisk lidt mere end bare en lille dråbe i bunden, så mor her er stolt! Så er der lidt bonus til ham ved næste madning..
Over middag kommer han over og bliver puslet under varmelampen. Vejes og tjekkes af lægen – og vupti som ved et trylleslag bliver han ca. 2 uger ældre..
.. De spørger til min termisdato, om det evt. har været ændret (hvilket den jo blev v. 12 ugers scanningen fra 30.marts til 9. april) – for flere ting indikerer ligesom at han faktisk er lidt ældre end de 33+4 og de par døgn siden fødslen…
Så mange ting passer pludseligt mere sammen nu hvor han skydes til at være lidt ældre, og det har positivt betydning for hvordan han skal passes og håndteres..
Han dømmes rigtig fin, lægges i lys mod gulsot og får lovning på ”donor-modermælk” indtil jeg selv har mælk til ham,frem for modermælkserstatning, som kan være lidt skrapt for maven. Forhåbentlig hjælper det på hans fordøjelse af mælken.
Efter besøgstid (Tante Charlotte) pusles og jeg får ham over til lidt bryst-hygge-bonding..
Daniel er lysvågen og charmer både sin mor og far..
2 lange vågne perioder i dag og gang i råmælken – yes! Det kører bare…
I dag har været en god dag 🙂

Fredag 27.
I dag har været en god dag 🙂
2 gange stort! Så er der så småt gang i maven – sort som tjære, men det er åbenbart normalt.
Han holder stort set sin mad i sig 7-9-13 og bank under bordet..
Han er super god til at sutte, både hos mig og når han får sutten.
Vi har allerede fundet ud af at han både er stærk, STÆDIG (hvor mon han har det fra?) og egentlig ret nem at trøste når han bliver lidt ked af det.
Han får flyttet sit drop, da hånden ser lidt hævet ud. Det sættes v. tindingen og fungerer akkurat som i hånden. Det ser godt nok lidt mere drabeligt ud, så han har en lille hat ud over.
Udmalkningen går fremad – 13 ml til Daniels aftensmad og 1 hvidtøl til mig 🙂

Lørdag 28.
Forældreudflugt – Vi tager hjem til Thurasvej nogle timer, og Åh hvor er det dejligt at nusse rundt derhjemme!!
Ude i verden – Mærkeligt som det pulserende liv bare drøner ufortrødent videre som om intet er hændt, når nu vores verden på det nærmeste er vendt på hovedet…
Vi tager også i storcenteret for lige at gøre nogle ærinder – STOR FEJL! Alt for mange indtryk stresser mig totalt..
Fra morgenstunden tages en blodprøve i hælen, og da vi kommer tilbage til Lillemanden, er han taget ud af lys, kommet i tøj og lagt i vuggen uden varmepuden. Herligt!
Igen i dag er der bonus i bleen, og jeg har fra pålidelig kilde, at han er en rigtig dreng, for han tisser stort set hver gang han får bleen af og tissemanden ud i det fri…
Han har stadig sine dyk i vejrtrækningen, men det hænger som oftest sammen med prutten eller bøvsen – for at afhjælpe det får han noget medicin gennem sonden sammen med sin mad.
Han sutter nu lidt og putter hos mig til måltiderne. Jeg kan nu malke lidt ud til hver gang som blandes med frysemælken.
God karma over hele linien!! 🙂

Søndag 1. marts
Lidt for mange input til mor. Er mega træt.
Forældreudflugt hjem igen i dag.
Dejligt, hyggeligt – nød virkelig at være hjemme. Vi fik endda lavet lidt nede i kælderen; vasket gulvet og ryddet nogle ting af vejen fra køkkenet. Kattene nød også vores selskab.
Cirka halv tolv brunch hos Faster Rita – super lækker forkælelse til mave og gane, men jeg bliver træt i hovedet og glæder mig til at komme tilbage til ”osteklokken” (afdelingens ro).
Vi når at skifte Daniel og jeg sidder med ham indtil besøgstid.
Inden aftensmad og aftens-besøgstid, er vi med til et lille møde om, hvad det vil sige at have fortidligt fødte børn. Det var noget af en øjenåbner og lidt hårdt; en opvågnen til nogle fremtidige realiteter vi overhovedet ikke var kommet til at gøre os nogle tanker omkring.
Efter besøg havde jeg virkelig brug for den ro, det giver at sidde med Daniel når han skal have mad.
Ulrik sidder med ham efterfølgende, imens malker jeg ud så der kan være nogle af de gyldne dråber til nattens madration.
Vi er begge meget trætte og er enige om, at det har været lige overkanten med indtryk og gøremål for nogle dage.

Der er lukket for kommentare.