September II

Uge 25 (+4)
Daniels dejlige små fingre er så småt begyndt på pincet-grebet. Han er i det hele taget meget fascineret af hvad de små hænder kan, især sutten er til stadighed god at øve sig på..

Mad er også med til at udfordre finmotorikken: Foruden mos/grød 2 gange dagligt, får han nu også lov til at fedte med små snacks af agurk, æble, melon, pære og hårdt brød som grissini og skorper. Han er meget nysgerrig hvad mad angår og følger gerne med i hvad vi andre får.
Vand drikkes af kop eller glas, dog ikke uden at spilde..

Trods mere fast føde gylper han stadig en del, og som forældre glæder vi os helt vildt til den dag hvor dette endelig stopper – tænk at have tøj på en hel dag uden at være smurt ind i gylp og ikke længere konstant rende rundt med en stofble på venstre skulder.. 🙂

I denne uge har vi også besøg af sundhedsplejerske Dorthe. Daniel er nu en sund og tung dreng på 8200 g og 69 cm lang.
Den faste føde har lige givet et ordentligt spark opad på vægtkurven og han liggernu lunt i svinget både mht. vægt, længde og hovedmål.
Han får som sædvanlig ros over hele linien, og vi aftaler at starte op med 3 skemåltider dagligt. Vi lægger ud med øllebrød til frokost 🙂

Uge 27 (+4)
Den sidste tid har været meget forvirrende: Jeg føler mig hele tiden på dybt vand – skal konstant omstille mig og improvisere, for selv de få ting vi syntes var rytme er nu ikke længere gældende. Hver gang vi tror det spiller, tjek, så ændrer Daniel spillereglerne..
Når vi ikke forstår Daniels signaler for hvad han vil, ender det ofte i små “kampe” med gråd og frustration – det er udmattende og føles egentlig også unødvendigt.
Der er stadig ingen faste vågen/sovetider – dog forsøger vi stadig at putte guldklumpen i seng ved 19-tiden så vi lige kan få pusten inden vi selv skal i seng.

Jeg må tilstå, at jeg når et vist punkt og så forsvinder den forstående og givende mor altså fra scenen – ind kommer istedet hende med temperamemt der bliver gal i hovedet. Blidhed erstattes af træthed og irritation indtil jeg kapitulerer, pakker irritationen væk og (gen)finder nok sindsro til at trøste, være blid og tryg. Hele denne process giver mig enorm dårlig samvittighed og helt sikkert en billet til “de onde mødres klub” – er der andre der vil meldes ind??
Det føles faktisk lidt tabu det der med ikke altid at synes, at guldklumpen er helt så fantastisk – for ærligt talt selvom jeg elsker Daniel højere end jeg egentlig fatter, ja så har jeg altså også nogle gange lyst til at kyle ham ud af vinduet eller sælge ham til højest bydende…

Og Daniel, ja han er jo Daniel – drøner bare fremad i livet så selv Duracell kaninen taber pusten..
Han kryber mere og ligner en lille orm når han bøvler rundt på maven. Har fået smag og forståelse for leg med bold – den fra farmor er bare et hit!!
Små detaljer som vaskemærker fascinerer og synet af kattene kan gøre ham helt elektrisk og ivrig.
Jeg fornemmer en begyndende seperationsangst – enkelte episoder synes at pege på at mor er bedst og ikke må gå fra ham. Han er også lang mere bevidst om det kendte (mor/far) og fremmede.
Han er vist et lille madøre; han er i hvert fald  vild med sin øllebrød med frugtmos. Idag er vi nået til sveskemos – mon det sætter ekstra gang i maven??