Den første tid hjemme

Daniels første 2 uger hjemme har  været præget af hans stadige mavekneb og små gylp.

Mavekramperne er der en del af, de går heldigvis forholdsvis hurtigt over, men de trækker tænder ud for både baby og forældre – der er jo efterhånden kommet temmelig meget lyd i den lille mand, så når han bliver ked af det er vi  ihvert fald ikke i tvivl!
Det er smadder synd for ham at han skal døje sådan med maven og det er frustrerende ikke at kunne gøre andet end at trøste.
Vi kan efterhånden begynde at genkende noget af hans mimik og type af gråd: ved noget spænder han som en flitsbue og kan være meget svær at nå ind til – som om han nærmest går i selvsving..

Puslebords-tid er nu blevet væsentligt nemmere efter vi valgte at pusle ham efter et måltid istedet for før. Det giver ro og Daniel bliver ikke hysterisk pga. sult, af og til bliver han dog stadig lidt ked af det pga. mavekneb.
Vi kan få øjenkontakt med ham nu og han kan super godt lide uroen over puslebordet – den bliver betragtet nøje, hvor meget han nu engang kan se?
Utrolig så meget mimik sådan et lille menneske allerede har 🙂

Den lille mand spiser lystigt og intervallerne nærmer sig mere de 3 timer end de 4.

Om natten sover han mellem os i sin lift, så vi bliver mere fortrolige med hans rytme og natlige lyde.

Vejret er flot og forårsagtigt, så vi triller ture med ham, og i løbet af dagen får han lov at sove udenfor i barnevognen.

Vi er begyndt at give ham jerndråber. Det gav hård mave og 1½ døgn uden afføring, så vi måtte igang med Lactulose for at få “smurt” tarmene og hjælpe det lidt på vej.