Maj og mælkebøttens forunderlige verden…

Puuust 😉

Pludseligt blev det  MAJ, og mælkebøttens fremmarch er uundgåelig..
Dennes forunderlige verden blev således åbenbaret for Daniel igår – han puuustede og puustede, og har formentlig sendt frø nok op i luften til en hel mælkebøttemark….(Heldigvis ikke i nærheden af egen martrikel…)
Hjemme i egen have har faderen sprøjtet for at for has på de invasive bæster – nye synes dog hele tiden at poppe frem og trodse alle hensigter om det modsatte, så mon ikke der vil blive pustet til en enkelt eller to før interessen daler??

Eftermiddagshygge: Frugt, bolle – og ja, marmelade…

Daniels verden er endnu engang blevet større: Den første dag i maj kunne Daniel sprede sine larvevinger ud og blive til en rigtig sommerfugl! Sammen med vennerne Samuel og Davud er han nu blevet en lille stor i børnehaven……
Det betyder nu daglig ind- og udgang i den anden ende af børnehaven, med æblemærke til Daniel og sin helt egen Mini Bamse-Buller som han kender så godt fra larverne… Denne lille bamse bliver KNUS-ELSKET og troligt taget med hjem hver dag for at kramme og sove med.
Sin gode veninde Alma leger han stadig meget med, og hun følger heldigvis allerede efter ind til sommerfuglene i næste måned!

Foruden børnene fra mødregruppen, børnehaven og så videre, har Daniel også to usynlige venner: Sin søn og hans hund. Det virker som om de meget virkelige for ham, og han snakker meget om dem – hvad de siger, gør og den slags. Fantasien fejler i hvert fald ikke noget hos den unge herre…

Altså. Han bliver så stor! Der sker hele tiden så meget nyt – det er dejligt, skønt og herligt at alting bare bliver nemmere, men også en smule urovækkende at det går så stærkt..
Barnevognen er for længst sløjfet, så middagsluren i sengen og nu er han i fuld gang med at øve “uden ble”.
Indtil videre kun herhjemme, og med en del uheld – men bare det at han har interessen er vel positivt. Turen på toilettet klarer han faktisk selv inklusive vask af hænder (læs vandpjaskeri…).
Han er stort set selvhjulpen med at tage tøj af. Bukser, underbukser, strømper og sko/støvler kan også selv tages på.
At komme i bad skal bare gøres til en konkurrence om hvem der kan komme først, så er han straks med på ideen.. (Gad vist hvor længe den holder??)

Idag fortalte han livligt om sin dag i børnehaven, hvor de havde været på tur, leget og rullet ned ad nogle græsbakker: ” Det var altså skide sjovt! Det kilder i maven, og jeg blir helt rundtosset……” (Jow jow! Kunne altså ikke lade være med at grine..)

At være en “Fisenback” når man fiser er også et hit: “Moar, jeg fiset – du skal sige jeg er en fisenbak!”

Man skal holde tungen lige i munden for bare at kunne svare på en brøkdel af de spørgsmål han konstant bombarderer os med – forleden ved morgenbordet lød det således: “Moar?? – Hvorfor har man fødder???”   – Øhh…….

En lørdag formiddag har jeg været i bad og føntørrer hår, Daniel får også pustet lidt varm luft i sine lokker.
Senere på vej ind i Fakta (hvor der blæses luft ned ved indgangen): Mor, hvorfor får man føntørret hår når man går i Fakta??”

Der er lukket for kommentare.