Regnfulde sommerdage

Sommer i Danmark – eller nej, ikke rigtig selvom kalenderen hårdnakket påstår det modsatte. Lige pt. er det mest et spørgsmål om hvor meget/lidt vand vi får den pågældende dag og hvordan vi på trods af tunge grå skyer og temperaturer mellem 15-20 grader alligevel kommer ud og oplever noget i disse to ferieuger..
Forhåbentligt kommer sommeren stærkt igen på et andet – og gerne snarligt – tidspunkt!

Idag var dog rimelig ok, så vi vovede pelsen og trillede til Madsby Legepark i Fredericia – det blev til nogle rigtig dejlige timer med madpakke, go-carts, rutchebaneture, klappegeder og is.

 

Vores videbegærlige søn sludrer stadig nærmest uafbrudt fra tidlig morgen til han segner om aftenen..
Man kan godt blive træt i hovedet og trænge til at hvile ørerne lidt, men til gengæld smider han om sig med guldkorn og sjove bemærkninger, så man må bide sig i kinden for ikke at komme til at skraldgrine 🙂

Lige i tiden er hovedemnet for stort set al leg og samtale: Sørøvere og pirater – sabler, skydere og “minja-sværd”, og sangene fra Sebastians klassiker “skatteøen” falder lige i den unge sørøvers smag…

  Sørøver-minja & ko…

Der bliver selvsagt slåsset, skudt og nedlagt en hel del sørøvere her på matriklen, men af og til kan man jo godt blive træt –
Daniel til far: ” Nu tager jeg hjem fra det her krig, så må du slås selv!”

At have tid og holde ferie med mor og far er hyggeligt, men nogen gange kan man godt savne at nogen gider lege (hele tiden):
Daniel -Ih, det er kedeligt ikke at lege med nogen…
Mor – Hvad er kedeligt?
D – At der ikke er nogen at lege med
M- Hvem skulle du lege med?
D- Jer to…

Sludrechartollet har desuden smidt bleen lige inden ferien – og står nu op og tisser som sin far og de store drenge…
Det går faktisk fint med selv at komme på toilettet, både med stort og småt – selvfølgelig ikke uden et lille uheld engang imellem, men hvis vi bare minder ham om det, og af og til insisterer, så går det strygende. Lidt vildt at vi nu er nået dertil, hvor der fra toilettet dagligt lyder følgende: “Moaar, jeg er færdiiigg!”………..

 

 

 

 

 

Der er lukket for kommentare.